Vi er en familie på fire. Far Christian, mor Janne (mig), storesøster Freja og lillesøster Nora. Denne historie handler om familiens yngste medlem og hendes kamp ud af den tåge vi nu kun husker tilbage på, som reflukshelvede.

Begyndelsen og magtesløsheden:

Nora var ikke mere end 6 dage gammel, da hun begyndte at skrige.
De fleste af jer kender historien fra facebook gruppen: Forældre med refluksbørn,
og hele møllen der følger med.
Læger der ikke vil lytte, ordet ”kolik” smidt rundt med, som var det årets vittighed, amning der ikke fungerede og søvn værende noget vi kunne drømme om med vores øjne åbne.
Alle tænkelige metoder for at hjælpe barnet blev taget i brug: Svøb, slyngevugge, vikle, udmalkning, johannesbrødkernemel, opstart på tidlig grød, , forbandelser over bøvl med forskellige D-vitaminer.
Diverse behandlinger blev afprøvet, deriblandt kraniosakralterapi, zoneterapi, kiropraktor, osteopat, utallige besøg hos egen læge, vagtlæge og sygehus.
I tillæg fik vi besøg af astmatisk bronkitis, væske på ørerne, senere dræn og børneeksem samt masser af gylp i Noras tilfælde.
Tilbage stod et sæt helt udkørte forældre, en storesøster som slet ikke fik den opmærksomhed hun skulle have og en samvittighed så dårlig som dagen var lang, og tro mig, dagene var meget lange.

Noras første år med refluks var ligeså rodet, kaotisk og præget af usikkerhed, som alle andres møde med tilstanden. Det skal nævnes, at vi både var tilknyttet Roskilde Sygehus og Werner Petersen (børnelægen red.) i perioden, og heldigvis for det. Da jeg en dag fandt gruppen: ”Forældre med refluksbørn” på Facebook, var det som at få et pusterum. Her bugner med andre, der, desværre, sidder i lignende situationer.
Når man lever med refluks til hverdag, virker det umiddelbart ikke særlig overkommeligt, at hjælpe og guide andre, men sikke en støtte der var at finde her. Jeg ville også gerne give tilbage, komme med råd og fortælle om vores løsninger, hvad end de kunne bruges eller ej, da jeg selv har modtaget så mange gode råd i gruppen. Enten via mine egne desperate opslag om forsøg på at hjælpe vores datter, eller ved blot at læse andres historier og følge med på sidelinjen.

Da vi endelig bevægede os ud på den anden side, fik en smule ro og en gladere datter, besluttede jeg mig for, at jeg ville hjælpe andre så godt jeg kan.

Her kommer derfor historien om hvordan Nora blev medicinfri.

Vi havde tidligere i forløbet forsøgt at trappe Nora ud af Nexium, hvorefter hendes symptomer tog til. Det skal nævnes, at ved siden af hendes Nexium, fik hun også mælkesyrebakterier, 30 ml. sveskemos og 2 breve Movicol Junior dagligt. Hun var nemlig voldsomt forstoppet og havde smerter til trods for daglig afføring.
Da vi trappede ud af Nexium tiltog hendes forstoppelse og mavesmerter. Selvom man som forældre til et refluksbarn har levet med tilstanden i lang tid, er man på lige bar bund hver eneste gang barnet skriger. ”Er det mavesyre?”, ”Har hun ondt?”, ”Er det mon noget hun har spist?”, ”Måske det er ørerne?”, ”Har hun feber, måske hun er ved at blive syg?”… af en eller anden grund, blev vi aldrig rigtig gode til at manøvre rundt i refluks og ’alt det andet’. Så vi tog lægens ord for gode varer og gav barnet Nexium igen. For en stund.

Kort efter Noras 1-års fødselsdag, besluttede vi, i samråd med lægen, at prøve udtrapning af Nexium igen. Denne gang gik der omkring 4 uger, hvorefter hun begyndte at skrige igen. Hun havde tydeligt ondt, men igen kom usikkerheden og bankede på, så vi ringede til lægen, som mente at hun var forstoppet, og vi kunne trappe op til 3 breve Movicol Junior dagligt.

Nu gik den bare ikke længere. Vi var så kede af, at skulle putte endnu mere medicin i vores lille pige. Der måtte simpelthen findes en anden måde – en mere naturlig vej, hvis forstoppelse virkelig var problemet.
Endelig begyndte vi at fundere over, om Noras refluks i virkeligheden var et symptom på hendes skjulte forstoppelse. Tænk hvis alt dette kunne have været et meget kortere forløb, havde vi angrebet forstoppelsen, i stedet for refluksen. Tænk hvis hun i virkeligheden var så plaget af forstoppelse, at det udelukkende var den, som var skyld i hendes refluks?  Ja, tankerne var mange, men vi måtte gøre noget.

Vi gik anderledes til værks denne gang. Måske de 4 ugers nogenlunde ro og søvn havde tryllet en smule overskud frem på første etage, så jeg begyndte at læse op på maven, tarmsystemet, mavesyre og kosttilskud, hvorefter vi fandt en rigtig dygtig behandler, som havde lige de kvalifikationer, som passede til Nora.
En sød kvinde, som udover at være operationssygeplejerske indenfor områderne syd for bæltespændet, samtidig er en smadder kompetent zoneterapeut, massør og akupunktør med god erfaring med små børn. Hende kontaktede vi med det samme.

Første samtale handlede om Noras forløb helt fra graviditet over fødsel til hele hendes første år. Da vi kom til klinikken fik Nora sin første behandling. Meldingen var, at hun var massivt forstoppet helt i starten af tyktarmen, og ingen mængder Movicol Junior ville kunne løsne det op alene, dog fik hun stadig 2 breve dagligt. Derudover var hendes nyrer på overarbejde, hun havde spændinger over lænden og ved endetarmsåbningen. Hun havde rigtig mange smerter det stakkels lille menneske.
Efter første behandling fik vi noget kosttilskud med hjem, som måske kunne hjælpe på balancen i systemet, sammen med nogle kostråd til netop denne type mave.

5 dage senere kom vi igen. Hun fik samme behandling igen, men denne gang var det hele næsten væk. Vi fortsatte med kosttilskud og fik en kontroltid 14 dage senere for at se, om hun kunne klare sig så længe.
Efter de 14 dage kom vi igen og der var stadig intet at mærke. Nogenlunde på samme tid var vi trappet helt ud af Movicolen og vi har ikke set skyggen af medicin siden. Kosttilskuddene og kostrådene følger vi stadig den dag i dag.

Var det ’den rette behandler’, en kombination af behandling og alderen der passede, ændring af kost og tilførsel af kosttilskud, alting tilsammen eller bare en tilfældighed?
Vi kan selvfølgelig aldrig vide præcis hvad der har hjulpet hvornår, men vi ved, at Nora nu har det meget bedre og er en rigtig fræk snart 2-årig med flere smil og grin end tårer. Bevares, hun sover stadig dårligt og har svært ved at falde i søvn, hvilket jeg vil tro er helt normalt, når hun hele sit liv har været vandt til, at ”i søvnen/sengen har jeg det rigtig skidt.”

De første 1,5 år af Noras liv har helt klart været familiens hårdeste, men vi kom ud på den anden side. Vi er nu i gang med at lære hinanden at kende alle fire og begynde vores kernefamilieliv, som var drømmen fra starten.
Selvom det kan lyde som en kliché, og vi tit har sagt sætninger som: ”Det er bare en fase”, ”Det går over igen” og ”Det skal nok blive godt” i endeløse gentagelser imens ungen har skreget i vores arme og tårerne trillet ned af vores kinder i afmagt og søvnmangel, så er det blevet godt, og det bliver det også for jer. Hæng i, bed om hjælp, søg råd og vær der for de små skrighalse. De kan jo ikke gøre for det.

Hilsen Noras Mor

Janne, mor til Nora, fortæller om vejen ud af reflukshelvede