Inden jeg fik mit første barn var jeg sikker på at jeg skulle amme fuldt ud i de anbefalede 6 måneder for derefter at amme delvis op til minimum 1 år. Det er jo det der er bedst for barnet. Så fik jeg mit barn. Min baby med refluks. Hun skreg op til 18 timer i døgnet og da hun var 2,5 uge gammelt blev vi indlagte, fordi hun ikke havde sovet i 72 timer. Og vi havde ikke sovet i 72 timer.

Vi blev indlagte til "døgnrytmeregulering". Vores baby skreg fordi vi ikke viste hende, hvem der bestemte og fordi at jeg ammede for ofte. Hun skulle ammes højest hver tredje time og max fem minutter af gangen. Ej, hvor forfærdeligt. Jeg havde ammet hende en gang i timen! Det var min egen skyld at min datter skreg.

Nå, vi måtte jo gøre som de kloge hoveder sagde. De havde jo uddannelsen og erfaringen med sig. Vi blev udskrevet efter en uges tid og tog hjem. Vi gjorde alt, hvad vi havde fået besked på, men vores datter skreg stadig. Og for at gøre ondt værre hadede hun nu at blive ammet.

Vi blev indlagt igen da hun var syv uger gammel. Vi fik nu diagnosen refluks. Denne gang tog vi en dejlig rota-virus med hjem fra sygehuset og vi blev dermed genindlagt, denne gang med sonde. Amningen kørte ikke længere nu og vi endte med at supplere i håbet om at hun ikke ville skrige så meget til alle måltider.

Tiden gik og nexium hjalp vores pige. Hun havde og har reflukssygdom, der ikke skal sidestilles med refluks! Men amningen var røget undervejs og dermed fik min pige ikke længere det bedste for hende.

Modermælk og amning er bedst for alle babyer. Og det er især bedst for babyer med refluks. Det viser en nylig undersøgelse (med deltagelse af 2841 mødre og deres børn1). Derudover er små, men hyppige måltider bedst. Præcis som min datter selv havde gjort fra starten. Mange babyer/børn med reflukssygdom kan senere få problemer med spisning, fordi at spisning forbindes med refluks. Derfor var rådet fra sygehuset om at styre min datters spisning i en alder af 2,5 uge fuldkomment vanvittigt. Selvom om amning er bedst for børn med refluks, viser det sig at mødre til refluksbørn er mere tilbøjelige til at opgive amningen. Dette tænker jeg er på grund af det enorme pres og andre end mig måske har modtaget elendig rådgivning.

Hvis jeg kunne gøre det om igen friammede jeg min datter. Jeg ville samsove med hende i min seng og hun ville sove ovenpå mig. Det var hendes behov, for hun havde ondt. Jeg havde viklet døgnet rundt (næsten), så hun kunne være i oprejst stilling og sove (til vores døgnrytme regulerings indlæggelse fik vi af vide, at hun skulle sove i barnevogn).

Hvis man ser på evidensen for behandling af refluks bør anbefalingerne være; friamning, oplysning (viden) til forældre om refluks/reflukssygdom, behandling med ændring af soveposition (hævet sengegærde, sove på venstre side) og at se på moderens kost (udelukkelse af mælk). Der er IKKE, jeg gentager IKKE evidens for at hyppige amninger er et problem. Derudover er der IKKE evidens for at introduktion af fast føde tidligere end 6 måneder er en beskyttende faktor.

Hvis dit barn har refluks, så anbefaler vi at I kontakter en ammerådgiver. Vi anbefaler ammerådgivere fra forældre og fødsel http://www.fogf.dk/Ammeraadgivningen, La Leche League http://lalecheleague.dk/kontakt/ eller ammenet på Facebook https://www.facebook.com/groups/ammenet/

Dette blogindlæg er skrevet af Anita Lund Kjær, Formand for foreningen for forældre med refluksbørn. Hun er konsulent i et sundhedsstrategisk team og uddannet kandidat i folkesundhedsvidenskab. Indlægget er hendes personlige holdning, research og erfaring.

1: http://journals.sagepub.com/doi/full/10.1177/0890334416664711