Min datter kom til verden i midten af december 2013 og hun var og er perfekt. Den første uge hjemme gik godt, amningen blev etableret og vi var en lykkelig lille familie. Da vores datter var præcis en uge gammel vendte det hele fra den ene aften til den anden. Hun SKREG timevis døgnet rundt. Vi kunne ikke få hende til at sove i længere tid end tyve minutter og hun ville konstant ammes.
Vi tog til vagtlæge og fik "diagnosen" kolik. Vi spurgte hvad det betød og fik svaret at de skriger mere end tre timer i døgnet mindst syv gange i ugen. Hold op hvor frustrerende! Det var jo ikke en diagnose, men et symptom. Vi tog igen kontakt til vagtlægen efter en uges tid, for det kunne jo ikke passe. Vi var sikre på at noget måtte være galt. Vi fik igen samme diagnose efter lidt trykken på hendes mave.
Vi tog til kiropraktor, fik mylicondråber ("kolikdråber"), zoneterapi, kraniosakral-massage, biogaia dråber, ændrede i min kost, you name it, we did it. Den nat hun blev 18 dage gammel, ringede vi igen til vagtlægen og sagde, at nu skulle vi have hjælp. Vi (inkl. vores datter) havde ikke sovet i 72 timer, vi havde afprøvet en masse råd fra sundhedsplejersken og intet hjalp.
Vi blev indlagt til døgnrytme regulering. De sagde at vores datter var en bestemt dame, og vi skulle vise hvem der bestemte. 18 dage gammel og de sagde hun bare var stædig!!!! Vi var indlagt i en uge, hvorefter vi tog hjem, men alt var det samme.
Det var frustrerende og ødelæggende. Jeg var ked af det og følte jeg fejlede som mor for jeg kunne ikke hjælpe min datter. Ingen børn skal skrige så meget, det troede jeg simpelthen ikke på. Hvordan kommer man igennem? Man har jo ikke noget valg. Man kigger frem mod de tre måneder og håber at det stopper. Men hvad nu hvis det ikke gør? For mig hjalp det at afprøve alt alternativt i håbet om bedring. Det hjalp at føle at jeg aktivt gjorde noget. Det er forfærdeligt at bare gå og vente, fordi alle siger til en: "Husk nu og nyd det. Tiden går så stærkt!"
Da Emily var knap to måneder blev vi igen indlagt, vi kunne simpelthen ikke tro på at det skulle være sådan. Vi havde selv observeret at hun sank meget af tiden, også når hun ikke spiste eller lige havde spist. Vi troede derfor selv det var refluks. Hun fik diagnosen efter tre dage på sygehuset, hvor vi lige tog en RS-virus med hjem fra. RS-virussen gjorde os alle syge og vi endte med at blive indlagt med vores datter, der var for afkræftet til at spise selv. Hun endte med at få en sonde, min mælkeproduktion faldt helt ekstremt og vi måtte supplere med flaske.
Hun fik nexium for sin refluks og det gav en bedring, men ikke nok. Hun skreg stadig meget og sank selvfølgelig stadig. Vi blev igen indlagt i 11 dage kort før hun blev fire måneder, fordi hun nægtede at spise og skreg konstant. Hun havde forkert sutteteknik og vi fik lidt hjælp og støtte. Hun holdt op med at skrige meget, da hun blev fem måneder gammel. Hun bliver stadig "kolikbarn" når refluksen blusser op eller vi har prøvet at trappe hende ud af medicin.
Emily bliver snart tre år. Mareridtet fra de første måneder sidder stadig i mig, og jeg kan bryde grædende sammen, hvis jeg tænker på det. Det er umenneskeligt at gå igennem som familie, at være magtesløs imens ens spædbarn tydeligvis ikke trives, imens lægerne bare kigger på vægtkurven som indikator for trivsel. Jeg kan blive vred over at vi ikke fik hjælp og skulle kæmpe hele vejen selv. Vi fik dog uvurderlig hjælp af vores sundhedsplejerske.
Det var ekstremt hårdt, når vi ikke mødte forståelse for hvor hårdt det er. Når folk sagde, ja det er hårdt at have små børn. Man ved kun hvor hårdt det er, hvis man selv har prøvet at stå med et barn med refluks. Og man kunne helt klart mærke, når folk ikke vidste, hvor hårdt det er og affærdigede en med en kommentar.
Min datter er perfekt. Hun har udviklet sig som hun skal motorisk, socialt og sprogligt. Hun har nemt ved at grine og lykken er at være hendes mor. Men smerten over hendes start på livet vil nok altid sidde i baghovedet, og det har siddet i baghovedet da vi ventede barn nummer to. Hun er nu kommet til verden og mit næste blogindlæg vil være om at blive mor til et barn med refluks, men en såkaldt "happy-spitter." Men det har været det hele værd.
Af gode råd kan jeg sige at man skal stole på sig selv, hvis man mener at der er noget galt. Få al den hjælp du kan få af familie og venner. Vær god til at afløse hinanden og virkelig hver god til at se de stjernestunder I har sammen! Husk på stjernestunderne, når det er hårdt og bare forsøg at rumme det og være i det. Du er ikke alene, så søg støtte hos andre forældre til refluksbørn.
Emily er snart tre år og vi er i gang med udtrapning nummer ? (vi er holdt op med at tælle). Denne gang går det ind til videre godt og vi krydser fingre for at vi når den anden side helt uden medicin inden så længe.
