Kort tid efter vores datter kom til verden, begyndte jeg at gå til efterfødselgymnastik med andre førstegangsmødre.
Mens vi lavede øvelser, lå børnene og sov eller kiggede på, mødre gik til og fra efterhånden som den ene græd og den næste skulle skiftes, ammes osv.
Min datter skilte sig mere og mere ud fra de andre børn, fordi hun var EKSEMPLARISK. Hun græd aldrig, klynkede aldrig, var bare yndig og stille. Selv om natten når hun ville ammes græd hun ikke, hun vækkede mig med små lyde der bedst kan beskrives som "heeeyy, heeyyy". Familien kommenterede også på, at hun aldrig græd, og vi fik ofte at vide, at vi havde fået et meget "nemt barn".
Men alligevel var der noget der bekymrede os mere og mere. Oftere og oftere når hun sov lur, og af og til om natten, lå hun og skreg hjerteskærende i søvne. Hun var ikke til at vække eller komme i kontakt med. Det var forfærdeligt at overvære og vi anede ikke hvorfor hun gjorde det. Jeg spurgte alle andre mødre jeg kom i kontakt med, og ingen havde oplevet noget lignende. Jeg Googlede alting og spurgte min læge om det mon kunne være natterædsel, men hun sagde nej. Da jeg havde udtrykt min bekymring nogle gange, gav min læge os heldigvis en henvisning til en børnelæge. Vi filmede når hun skreg i søvne, og fortalte om hvordan det nogen gange lød som om hun lå og drak vand i søvne.
I det store hele var hun i trivsel (den slags trivsel som læger snakker om, som handler om vægt/højde kurver osv), men ikke helt i trivsel som den måde en forælder tænker på.
Jeg kan ikke længere huske den præcise rækkefølge, men da hun var 3 måneder fik hun ammekrise, og omkring samme tid blev hun sat i behandling med Nexium. De underlige skrigeture i søvne forsvandt, men blev erstattet af ingen søvn i løbet af dagen. Jeg husker den manglende søvn en enorm bekymring.
Hun nægtede ofte at amme og det blev værre. Jeg valgte derfor stort set at blive hjemme de efterfølgende 3 måneder. Jeg ammede hende kun derhjemme i fred og ro, og hvis jeg havde brug for at være andre steder, gik jeg altid i enerum for at skærme hende. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at løse det. Jeg ringede til en ammerådgiver, jeg ammede hende så hun lå højt med hovedet og af og til sad jeg bare og sang ganske stille for at få hende til at slappe af. Jeg valgte alt andet fra, og blev bare hjemme mest muligt.
Jeg ignorerede kommentarer om, at hun bare skulle "hærdes" og at hun ikke skulle "styre mig". Aldrig har jeg hørt noget så dumt, og jeg er så taknemmelig for at jeg turde lytte til mine egne instinkter og skærme hende. Jeg så det som min største og fornemste opgave, at tilfredsstille mit barns behov og lytte til de tegn jeg som mor fik fra hende.
Jeg kan ikke længere huske hvordan hun og jeg kom igennem det, men vi gjorde det og jeg fuldammede hende til hun var 6-7 mdr og fortsatte amning til hun var et år. Det er noget af det jeg er allermest stolt af.
Selvom vores datter kom i behandling med Nexium, var det ikke fryd og gammen. I umindelig lang tid sov hun aldrig om dagen. Jeg gik ture i 3-4 timer af gangen og hun sov bare ikke, selvom hun var helt sort omkring øjnene. Og om natten sov hun tiltagende mere uroligt. Jeg fik næsten ingen søvn de første 2 år.
Hun har været i konstant behandling med Nexium siden hun var 3 måneder gammel. Vi har været fulgt af børnelæge og hospital, hun har fået gastroskopi og PH måling - begge dele var normale. Men hver gang vi forsøgte at trappe ud af Nexium, led hun frygteligt i sær om natten. Hun begyndte at spise dårligt, blev indadvendt og tiltagende mere mut. Men efterhånden med rette dosis Nexium var hun et velfungerende barn der var mere end alderssvarende og glad. Et "nemt barn".
Vi har nu endnu engang forsøgt udtrapning og denne gang er det gået bedre. Ind til for 3 dage siden, har hun været uden Nexium i 50 dage og hun har virket som sig selv.
Men for 3 dage siden blev hun forkølet, og de rædsomme nætter vendte tilbage. Vi snakkede med børnelægen som stadig følger os, og han sagde at vi skulle bruge Nexium når hun var syg og så stoppe igen efter nogle dage uden nedtrapning.
Vi er stadig forhåbningsfulde og tror på at det nok skal gå godt når vi stopper med medicinen igen om nogle dage. At vi igen har vores glade og "nemme" barn tilbage.
Når jeg tænker tilbage på de første år, og især den allerførste tid, rammer kommentarerne om at vi havde fået et "nemt barn" ekstra hårdt. For set i bakspejlet var det en frygtelig ting at sige til nogle førstegangsforældre der aldrig nogensinde sov og var overvældet af dyb bekymring for deres barn. Ingen så jo hvordan hun led om natten, ingen følte jo den bekymring vi kunne mærke.
Og fordi hun har silent refluks var der ikke mange synlige tegn for andre, for hun græd jo næsten aldrig.
Jeg synes at noget af det værste man kan gøre er, at ødelægge det særlige, sensitive og fine bånd der er mellem mor/forældre og barnet. De instinkter man har om sit barns velbefindende. Det som en mor/forælder kan mærke instinktivt om sit barn, skal respekteres og lyttes til. Og hvis der for mange gange bliver sat spørgsmålstegn ved det, puster det til de små gløder af tvivl som vi forældre alle har. "Måske er det også bare mig". "Måske er det også rigtigt at man er mere pylret som førstegangsforælder". "Måske er det meget normalt at et barn gør sådan" osv.
Vi var utroligt heldige at have en læge der helt på eget initiativ hurtigt henviste os til en børnelæge, der tilmed kendte til refluks og tog vores bekymringer alvorligt. Og jeg er taknemmelig over at hun kom i behandling allerede som 3 måneder gammel.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg havde reageret før, eller kraftigere hvis ikke jeg havde fået at vide at vores barn var "nemt".
Refluks forældre mødes desværre alt for ofte af uforstående familie, omgangskreds og sundhedsvæsen. Og for nogen skal der ikke mange kommentarer om kolik eller hysteri til, at barnet kommer til at lide i årevis uden rette behandling.
Så man skal lytte til sin mavefornemmelse, og til de rigtige læger - dem som ved noget om refluks.
Mor til pige på 3,5 år