I september 2015 fødte jeg vores andet barn. En stor dreng på 4525 g og 55 cm med 12 dage over termin i en meget hurtig fødsel. Vi var glade, for vi følte vi havde ventet ekstra længe.
I dagene efter undrede jeg mig over hans opførsel. Han sov ikke ret meget, men han var heller ikke tilfreds, glad og nysgerrig som jeg havde forventet af en lille baby. Min mavefornemmelse siger mig allerede her at noget ikke er helt som det bør være.
Vi får sundhedsplejerske på besøg efter tre dage. Bertram har endnu kun været af med afføring (meconimum) i forbindelse med fødslen og ikke siden da. Han har tabt sig, men ikke alarmerende. Han spiser konstant, ca. 45 min ved hvert bryst og begge bryster pr. amning. Han falder aldrig i søvn på hverken far eller jeg, eller i forbindelse med amning. Han skal derimod altid være i bevægelse.
Da han er en uge gammel forsøger vi at tage ham til en kranio sakral terapeut. Undervejs i behandlingen har han afføring. Hun fortæller han er låst, men at det er normalt for så store babyer. Vi skal komme til flere behandlinger. Det gør vi, og hver gang han bliver manipuleret har han afføring. I dagene ind i mellem er han utilfreds, skriger konstant, og både far og jeg har ham hele tiden på armen. Vi skifter til kiropraktor i vores desperate søgen, og jeg udfører selv zoneterapi. Det samme gentager sig som ved kranio sakral terapien.
Vi begynder at undre os over at han ikke selv spontant kan komme af med afføringen, samtidig med at han virker så frygtelig utilpas og generet i dagene mellem afføringerne. Han bøvser og prutter ellers konstant. Vi kontakter egen læge og sundhedsplejerske, som til dels deler vores bekymring, men vi får beskeden om at han måske får for meget mad, da han nu tager 300 gram på om ugen eller at han måske bare har kolik.
Jeg nægter at acceptere disse to forklaringer, og presser på for at der skal ske noget. Egen læge lytter og vi bliver indlagt på børneafdelingen. De kan ikke finde nogen forklaring på hans umiddelbare smerter. Alle tror det er den manglende evne til at komme af med afføring, som er problemet.
I løbet af de næste 6 uger er vi forbi børneafdelingen ca. hver tredje dag. Vi når at møde ca. 20 forskellige læger, som gang på gang affejer mig og mine bekymringer. Og det er først da jeg for tredje gang selv foreslår om han kan have refluks at de virkelig overvejer dette. En sygeplejerske giver mig ret i at det sagtens kunne være det der var diagnosen og hun vil snakke med lægen om det. Lægen melder tilbage at hun godt vil starte ham op i medicin. Vi skal nu give 10 mg Nexium pr. dag.
Efter få dage på medicinen ser vi de første forbedringer. Bertram skal ikke længere vugges konstant for at sove, men kan sove i op imod 40 minutter af gangen.
Pludselig vil han ikke spise fra mig, han stagnerer i vægt og til sidst taber han sig. Vi bliver endnu en gang indlagt, og vi går nu over på flaske. Han begynder langsomt at spise mere, og vi kan nu gå ned i dosis, så vi giver 5 mg Nexium pr. dag.
Bertram er nu 7 mdr. og han kan nu sagtens sove ordentligt. Han er en glad dreng, der trives og han er fuldstændig med i sin udvikling. Han har nogle spiseproblematikker i form af at han foretrækker helt glat fast føde, men vi tror på at det kun går fremad herfra. Vi har gentagne gange forsøgt at trappe ud, men uden held. Vi skal samtidig give afføringsmiddel, for at han kommer af med sin afføring, men det er stadig i meget lav dosis.
Mine bedste råd til forældre i en lignende situation er at printe artikler ud og tage med til lægen. Tramp i gulvet og slå i bordet indtil i bliver hørt. Lad være at lade jer affeje med diagnosen kolik. Opsøg private børnelæger hvis det er det der skal til. Søg gode råd og sparring i facebook gruppen. Og vær okay med at det er pisse hårdt, for det er pisse hårdt!
